At turde tage springet

For fem år siden stod jeg på 5 meter vippen i svømmehallen. Beslutningen om at springe blev taget med en vis mængde spænding, men også med ro i kroppen. Der var jo ikke noget at være bange for; mine egne børn hoppede fra den som om, det var det sjoveste i verden.

Så afsted med mig, op ad trappen. Jeg bad dog mine børn om at gå med op, bare for at have lidt støtte. Stadig med ro i maven og masser af gåpåmod. Vi kom op på de 5 meter og ud på vippen, som heldigvis var fast, så der var stadig fast grund under fødderne.

Mine børn sprang hurtigt i vandet. Jeg gik smilende og helt rolig hen til vippens kant og lige der skete der det vildeste i min krop - den gik fuldstændig i alarmberedskab. 'ALARM ALARM' sagde den, og min krop begyndte at ryste. Den ville slet ikke tage et skridt nærmere vippens kant.Jeg stod totalt lammet, prøvede at smilede til de piger på en 12-13 år, som stod på vippen med store øjne og kiggede på mig. De spurgte om jeg skulle hoppe, hvilket jeg svarede ja til. De syntes, jeg var mega sej; de mente bestemt ikke deres egen mor turde.

Jeg mærkede en styrke, men alligevel var det meget svært at tage skridtet. Jeg prøvede at overbevise min hjerne om, at jeg ikke ville dø af det, og at jeg ville være nede på 2 sekunder. Jeg beroligede min krop, prøvede at ryste den lidt, det hjalp. Jeg nærmede mig atter kanten, kiggede ned på mine børn, som stod og heppede på migJeg tænkte, 'Hvad kan der ske? Absolut ingenting,' og alligevel var jeg bange, bange for at tage skridtet.

Jeg vidste, at jeg ville være stolt af mig selv, at jeg turde flytte mine grænser, turde kaste mig ud over kanten. Jeg gik hen til vippens kant, trak vejret et par gange, og så sprang jeg.

2 sekunder senere lå jeg i vandet med det største smil. Jeg gjorde det, jeg overlevede præcis som alle de andre, der turde tage springet.

I dag har jeg taget endnu et spring. Denne gang med ro og en god portion spænding i kroppen. Ved at jeg indimellem vil få følelsen af at stå på 5 m vippen, men at det er helt okay. Det er ikke noget, jeg dør af, og måske, ja måske, så bliver det det fedeste spring ind i en ny verden, hvor jeg lever af at være mig og kan være med til at hjælpe andre med at turde tage det spring, de drømmer om.

Hvilken vippe skal du hoppe fra for at komme tættere på din drøm?

Har du brug for en til at følge dig på vej? Så lad mig hjælpe dig.